EVENT 3. DECEMBER 2024 │ 15:00 – 17:00 │ RÅDHUSHALLEN │ AARHUS RÅDHUS

Forkælede unge?
Fordomme og fakta om fremtidens arbejdsstyrke

– Få ny forskningsbaseret viden og mød vores veloplagte panel, der går på scenen med levende debatter og inspirerende historier

 

Lokation
Aarhus Rådhus, Sønder Allé 2
Ankomst & tjek-ind
fra kl. 14:30
Tidspunkt
15:00 – 17:00
Dato
3. december 2024
Gratis
No-show-fee 500 kr.

Hvorfor taler vi hele tiden om de unge?

Med mobilen som en naturlig forlængelse af armen og et fokus på mig-mig-mig får nutidens unge kritik for at mangle nærvær og være superindividualister. Som leder for eller kollega til en ny generation af medarbejdere bør du være nysgerrig på de sejlivede myter – for de kræver nuancering.

Kom og vær med, når Videncenter for god arbejdslyst og Studenterhus Aarhus sammen inviterer til lancering af vores helt nye bog: Forkælede unge? Fordomme og fakta om fremtidens arbejdsstyrke.

Du kan se frem til en tætpakket eftermiddag fyldt med væsentlig ny viden og inspiration. Vi glæder os til at løfte sløret for resultaterne af vores undersøgelse i samarbejde med Epinion. – Og til at byde et veloplagt panel af eksperter og praktikere velkommen på scenen til en samtale om fup og fakta om de unge på arbejdsmarkedet. 

I dagens anledning vil du kunne købe antologien til en fordelagtig pris!

Tilmeld dig eventet

Tilmeld dig hurtigst muligt, da der er begrænsede pladser til eventet.
Der er et no-show-fee på 500 kr.

"*" indikerer påkrævede felter

PROGRAM FOR EVENTET

Fra kl. 14:30

Ankomst & tjek ind
Tid til at networke og finde på plads

15:00

Videncenter for god arbejdslyst og Studenterhus Aarhus byder velkommen
v. Helle Stenbro, vidensprogramleder, og Liv Kappel, erhvervskoordinator.

15:10

Præsentation af projektet og dets hovedresultater
Deltagerne inviteres til at quizze med!

15:40

Fup eller fakta?
Vi udfordrer fordommene om de unge

16:00

Pause og en forfriskning

16:10

Panelsamtale med Søren Schultz-Hansen, Ann-Christina Matzen Andreasen, Amanda Louise Søndergaard Williams og Mie Spuur Simonsen
Der bliver mulighed for spørgsmål fra salen

Tak for i dag

Kom og mød blandt andre…

Søren Schultz-Hansen

Erhvervs- og ungeforsker, forfatter, foredragsholder og ekstern lektor på CBS. De seneste 16 år har Søren lavet omfattende empiriske studier af den første generation af digitale indfødte, altså unge som har levet hele livet med internettet, sociale medier og mobiltelefonen. Han har bl.a. skrevet bøgerne: Digitale indfødte på job og Unge stemmer i det digitale demokrati. Søren har leveret afsættet for vores antologi med sit svar på spørgsmålet: ”Hvorfor taler vi hele tiden om de unge?” Hans opfordring til lederne for den nye generation af medarbejdere er at være kritisk over for fordommene om dem. For de kræver nuancering!

Ann-Christina Matzen Andreasen

Virksomhedsleder på Job, Aktivitets- og Kompetencecentret i Gentofte (JAC), ledelsesrådgiver, forfatter og foredragsholder. Ann-Christina fortæller i vores antologi om sine erfaringer med at droppe hierarkiet – en tilgang der især appellerer til den unge generation, som træder ind på arbejdspladserne og har en forventning om at være i øjenhøjde med ledelsen. De unge og de erfarne forventer begge en høj grad af gennemsigtighed og medindflydelse. Men det særlige for den unge generation er ifølge Ann-Christina, at ”den 90 % ledelsesløse metode”, som de praktiserer på JAC, ikke skal forklares eller forsvares. De forventer, at ledelse er noget, man gør i fællesskab!

Amanda Louise Søndergaard Williams

Kommunikations- og SoMe-ansvarlig i Studenterhus Aarhus. Amanda er ’den unge stemme’ i vores panel. Hun har bidraget til antologien med en artikel om, hvordan den udbredte forståelse af, hvad det vil sige ’at opføre sig professionelt’, forhindrer os i at være hele mennesker på arbejdet. Amanda mener, at omtalen af de unge som krænkelsesparate, tryghedsnarkomaner og snowflakes er et udtryk for, at mange repræsentanter fra de ældre generationer har en generelt kritisk tilgang til følsomhed. Men for mange unge er netop følsomheden det, der kendetegner betydningsfulde relationer – også på arbejdspladsen!

Mie Spuur Simonsen

Arbejder for SAM International som konsulent, headhunter og coach for fremtidens bæredygtige arbejdspladser. Mie bidrager til vores antologi med et perspektiv om, at vi gør klogt i at være nysgerrige på de unges grænsesætning, der er meget sundere end hendes egen generations. Hun mener, vi har fået præcis, hvad vi bad om, da vi opdragede dem til at ‘mærke efter’ og have høje forventninger til sig selv, de fællesskaber, de færdes i og vores fælles engagement i verden omkring os. De har også oplevet mange af forældregenerationen forlade deres arbejdspladser, fordi kroppen sagde fra før fornuften. Så nu stemmer de unge med fødderne – for man behøver jo ikke opfinde den dybe tallerken to gange!